En 19-årig mand blev natten til fredag bragt på hospitalet med alvorlige kvæstelser, efter at han blev overfaldet med knivstik og økseslag i Nykøbing Sjælland.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Overfaldet fandt sted omkring midnat på en parkeringsplads på A Ladingsvej nær svømmehallen i Nykøbing Sjælland.

Ifølge den 19-åriges forklaring blev han overfaldet af fire mænd, som han kendte i forvejen og havde en kontrovers med.

Den unge mand blev stukket med kniv i den ene side og slået i hovedet med en økse.

Efterfølgende kunne han selv køre fra stedet i bil og nåede frem til en tankstation på Vesterbro i Nykøbing Sjælland, hvor et vidne ringede efter hjælp lidt efter midnat.

En helikopter blev tilkaldt og fløj manden til behandling på hospitalet. Han er alvorligt kvæstet, men uden for livsfare.

Politiet efterforsker overfaldet som drabsforsøg.

Midt- og Vestsjællands Politi skriver, at det har en formodning om, hvem gerningsmændene kan være.

Fredag klokken 12.35 er den ene af de mistænkte anholdt. Der er tale om en 21-årig mand, der ligesom offeret er fra Odsherred.

Han sigtes for drabsforsøg og ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag med henblik på varetægtsfængsling.

Politiet fortsætter eftersøgningen af de andre formodede medgerningsmænd. Politikredsen har også opfordret dem til at melde sig selv.

/ritzau/