Fyns Politi har anholdt endnu en ung mand for at have raseret skadestuen på Odense Universitetshospital i sidste uge. Han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag.

Fyns Politi har mandag anholdt en 19-årig mand for at have deltaget i de uroligheder, der fandt sted på Odense Universitetshospitals (OUH) skadestue mandag i sidste uge. Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.

Det oplyser vagtchef Erik Halkjær.

- Det er en, der har været efterlyst, fortæller vagtchefen.

Således er politiet nu oppe på to anholdte efter urolighederne, lige som to andre sidder varetægtsfængslet for det drabsforsøg i Odense-bydelen Vollsmose, der førte til amokløbet fra omkring 60 unge på OUH mandag aften. Endelig er en 35-årig mand varetægtsfængslet for at have udøvet »brutal vold« mod skudofret, mens han lå på jorden.

Det var således ved fejringen af den muslimske højtid eid, at en mand blev skudt og stukket med en kniv i Vollsmose. Han blev derfor kørt til skadestuen på Odense Universitetshospital, hvor de mange unge tilsyneladende ville have fat i ham.

Det fik de ikke og begik så hærværk på sygehusets skadestue.

Vagtchefen oplyser, at den 19-årige bliver sigtet efter straffelovens paragraf 134a, der handler om deltagelse i »slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.«