I forbindelse med en større demonstration har politiet måttet skride til handling i form af adskillige anholdelser.

Det oplyser Østjyllands Politi om den demonstration, som mandag foregik på Aarhus Havn.

18 personer er blevet anholdt, ligesom en del er blevet sigtet efter ordensbekendtgørelsen.

Demonstranterne har protesteret mod en havneudvidelse ved Aarhus Havn.

I forlængelse heraf valgte demonstranterne at blokere vejen – og nægtede at forlade stedet trods anmodninger fra politiet.

'Vi har fjernet alle personer fra vejen, så der er fri passage', lyder det fra politiet, som uddyber:

'Der er fortsat nogle personer, der befinder sig i området, og vi er til stede for at sikre, at de ikke blokerer vejen igen.'

Ifølge TV 2 Østjylland har op mod 60 personer deltaget i demonstrationen.