Onsdag er en 18-årig mand blevet varetægtsfænglset ved et grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Det sker efter, han var sigtet for hele syv forskellige forhold, som var begået natten til 15. august i Aarhus bymidte.

Her er den 18-årige sigtet for sammen med en eller flere andre gerningsmænd at have fået adgang til forskellige folks mobiletelefoner, hvorefter der er blevet overført flere tusinde kroner på MobilePay.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

I to af tilfældene var der dog tale om røverier, da gerningsmændene brugte vold og trusler for at få fat i mobiltelefonerne.

Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre.

Den 18-årige nægtede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet frem til 27. oktober. Han kærede dele af kendelsen.

Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse nærmere detaljer i sagen på nuværende tidspunkt.