En 18-årig mand blev natten til lørdag kvæstet, da han faldt gennem et tag i den sønderjyske by Højer nær Tønder.

Faldet var så voldsomt, at han længe svævede mellem liv og død, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Han er nu uden for livsfare, fortæller vagtchefen hos politiet lørdag eftermiddag.

Ulykken skete, da den unge mand faldt igennem taget til den lokale Brugsen.

- Vi fik en anmeldelse via 112 om, at der var en person, der var faldet gennem et tag ned i Brugsen, og vi sendte straks en ambulance til stedet, lød det tidligere lørdag fra vagtchef Erik Lindholdt.

I første omgang troede politiet, at der var tale om et indbrud, der var gået galt, men det viste sig at være noget ganske andet.

- Det var nogle unge, der var til fest i området, som havde besluttet sig for at kravle op på taget for at gå på det for sjov. Og det er altså ikke godt at kombinere det med alkohol, fortalte Erik Lindholdt.

Den 18-årige mand faldt cirka tre meter ned, da han brød gennem taget.

- Han er indlagt på Flensborg Sygehus,« fortalte Erik Lindholdt tidligere lørdag. Politiet kunne dog hverken lørdag morgen eller eftermiddag oplyse, hvilke skader manden havde påført sig

BNB