En 18-årig mand blev torsdag aften stukket i låret med en kniv ved Odense Banegårdscenter.
Efterfølgende blev to teenagedrenge på 15 og 17 år hurtigt anholdt i nærheden.
Ifølge TV 2 Fyn er offeret uden for livsfare efter overfaldet, der skete kort før kl. 21.
Via overvågningsbilleder kunne Fyns Politi efterfølgende konstatere, at det var den 17-årige dreng, der førte kniven og stak den et år ældre mand.
Det tilstod den 17-årige også under sin afhøring – den 15-årige dreng blev derfor løsladt igen.
Fyens.dk oplyser, at politiet vurderer, at der ikke var tale om et banderelateret opgør, men at det interne stridigheder, der løb af sporet.
Alle tre unge involverede er fra Odense, og ifølge vagtchef Milan Holck Nielsen skal det fredag vurderes, om den 17-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.