Søndag nat blev en 18-årig mand fra Gilleleje overfaldet på Roskilde Festival af en gruppe, som truede ham til at udlevere både sin telefon og koden til den. Nu efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi to gerningsmænd, der af offeret beskrives som 'københavnertyper'.

»Han beskriver, at der er en gruppe på fire til fem stykker, og det er de to, der har været de aktive i den gruppe. Så om de andre bare tilfældigvis har været sammen med det kedelige selskab, kan vi ikke udelukke,« siger Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi.

De to mænd beskrives - udover 'københavnertyper' - som værende mænd, ca. 18 år og 180-185 cm høje.

Den 18-årige fra Gilleleje blev overfaldet i campingområde L på festivalområdet og blev blandt andet skubbet omkuld og tildelt spark. Efterfølgende blev han kørt til tjek på sygehuset.

»Han har fået nogle spark mod kroppen. Uanset om det er store eller små skader, synlige eller ikke synlige, så er det vores dokumentation for vold at sende dem en tur på skadestuen, hvor en læge kan kigge på det og beskrive, hvad der er anerledes,« siger Martin Bjerregaard.

Han understreger, at politiet meget gerne hører fra folk, der kan identificere de to unge gerningsmænd.

»Vi afhører, hvis der er flere vidner derude. På et tidspunkt får han måske også mulighed for at kigge på vores forbryderalbum, men der er ikke identificeret mistænkte, så genkender man dem, er vi interesserede i at høre fra vidner,« siger Martin Bjerregaard.

Den 18-årige mand fra Gilleleje er igen vendt tilbage til festivalen.