Første gang slap han med livet i behold.

Men to dage senere blev han iskoldt likvideret, da han igen mødte op for at samle lidt hash op samme sted.

Så brutalt og kynisk mener Midt- og Vestsjællands Politi, at drabet på en kun 18-årig mand fandt sted sidste år i forbindelse med en bandekonflikt mellem rockergruppen Bandidos og en lokal gruppering med udspring i Holbæk.

Her blev den 18-årige Zobair Saidi dræbt af en serie skud 28. april ud for opgangen til Ladegårdsparken Vest 135 i udkanten af Holbæk kort efter klokken 22.

Nu er to mænd på 26 og 28 år, der i hvert fald på drabstidspunktet var tilknyttet Bandidos, ifølge sn.dk blevet tiltalt for drabet.

Ifølge anklageskriftet kræves de to tiltalte dømt efter den såkaldte bandeparagraf – paragraf 81 a i straffeloven – der kan fordoble straffen, hvis en forbrydelse har forbindelse til en bandekonflikt.

Begge de drabstiltalte nægter sig skyldige, men sådan forholder det sig ikke for to andre personer, der også er under anklage i sagen.

På onsdag ventes en 20-årig kvinde ved retten i Holbæk at tilstå, at hun to dage forud for drabet kastede en hashklump ud ad et vindue fra en lejlighed i Ladegaardsparken. Hun vidste angiveligt godt, at der var tale om en fælde, som skulle ende med en voldelig afstraffelse af den 18-årige, men ikke et egentligt drab.

Den 18-årige blev dræbt, da han i to omgange gik i et nøje planlagt baghold, hvor lokkemidlet var en klump hash.
Den 18-årige blev dræbt, da han i to omgange gik i et nøje planlagt baghold, hvor lokkemidlet var en klump hash. Steven Knap/ Byrd.com

Hun kom i første omgang til at kaste hashen ud ad det forkerte vindue, men to dage senere lokkede hun igen Zobair Saidi i hashfælden og kastede denne gang hashen ud ad det rigtige vindue i forhold til aftalen med ham.

Kort efter løb en bevæbnet gerningsmand frem mod den 18-årige og affyrede med en revoler fem skud, der med dødelig udgang ramte ham i armen, lænden og hovedet.

Skuddene blev affyret på kort afstand, og den ramte teenager døde kort efter af sine skudsår.

Den 20-årige kvinde har bedyret, at hun kun regnede med, at offeret skulle afstraffes – ikke dræbes. Derfor er hun 'kun' sigtet for medvirken til vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og til dels forsøg herpå.

I forbindelse med efterforskningen af drabet på den 18-årige efterlyste politiet i april i år billeder af denne Kia Ceed, der holdt på en parkeringsplads i Kikhøjparken i Holbæk på gerningstidspunktet. 
I forbindelse med efterforskningen af drabet på den 18-årige efterlyste politiet i april i år billeder af denne Kia Ceed, der holdt på en parkeringsplads i Kikhøjparken i Holbæk på gerningstidspunktet.  Politiet

Og om to uger ventes en 27-årig mand ligeledes at tilstå, når han skal have sin rolle i drabssagen behandlet ved retten i Holbæk.

Han var også bekendt med hashfælden og havde ifølge retsmødebegæringen, som B.T. har fået aktindsigt i, igennem et halvt år holdt møder med de to nu tiltalte Bandidos-folk, hvor de planlagde drabet. Derfor sigtes den 27-årige for medvirken til drab og til dels for drabsforsøg.

Da de fem skud var blevet affyret mod Zobair Saidi, så øjenvidner gerningsmanden flygte til fods i retning af en nærliggende parkeringsplads ved et supermarked. Herfra belv der hørt en 'hidsig motorlyd', da en bil kørte væk i høj fart i ukendt retning.

Et år efter drabet efterlyste politiet i april i år oplysninger om en mørkegrå Kia Ceed, som på gerningstidspunktet holdt parkeret i det nærliggende Kikhøjparken. Om oplysninger om disse biler har ført til et gennembrud i efterforskningen af bandedrabet, er foreløbig uvist.

Retssagen mod de to tiltalte mænd med relation til Bandidos er berammet til at blive behandlet i et nævningeting ved retten i Holbæk kort efter nytår.