Få hundrede meter fra Rådhuspladsen i København forsøgte en 16-årig dreng at voldtage en 14-årig pige. Midt på åben gade.

Først da hun råbte op og gjorde fysisk modstand, stoppede voldtægtsforsøget.

Det har retten nu slået fast og idømt den i dag 18-årige mand en fængselsstraf.

Han var egentlig tiltalt for at have trukket pigen ind i en gyde, hvor han skal have tvunget hende ned på jorden og voldtaget hende en oktoberaften i 2021.

I retten lagde dommeren dog vægt på, at det ikke var bevist, at den tiltalte havde fuldbyrdet samlejet, eller at han havde fastholdt pigen under forsøget.

Derfor blev han torsdag kendt skyldig i forsøg på voldtægt, selvom tiltalen lød på voldtægt.

Han blev idømt fængsel i et år og to måneders fængsel. Derudover blev han udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år, da han er marokkansk statsborger og ikke har nogen formel tilknytning til Danmark. 

Igennem retssagen har den nu dømte nægtet sig skyldig.

Han har tidligere forklaret, at pigen lagde op til sex med ham, hvilket han ikke var interesseret i. Under sin procedure opfordrede forsvarer Allan Lund Christensen til, at man tog tiltaltes forklaring alvorligt.

»Vi skal smide fordommene væk og ikke automatisk tro, at en dengang 16-årig dreng har drifter, der skulle gøre hendes forklaring mere troværdig end hans,« udtalte forsvarsadvokaten.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan den tiltalte under sin forklaring i retten sagde, at han ikke tænkte på at have sex med pigen, da de kyssede den aften, hvor den påståede voldtægt fandt sted.

»Jeg er muslim, så jeg er ikke interesseret i sådan noget med sex og piger,« forklarede han tirsdag i retten.

Netop den 18-åriges religion var noget, forsvarer Allan Lund Christensen fremhævede under sine afsluttende bemærkninger torsdag.

»Det var sådan set ikke biologi, det drejede sig om, men religion. Han har forklaret, at han er muslim, han er derfor ikke interesseret i sex før ægteskabet. Jeg vil kraftigt advare mod, at retten forsøger at vurdere, hvilken af de to forklaringer der fremstår mest troværdig.«

Det ændrede dog ikke på, at den 18-årige blev kendt skyldig i forsøg på voldtægt.

Igennem sin forsvarer udbad han sig betænkningstid til at overveje, om han ønsker at anke dommen.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast her, eller hvor du lytter til dine podcast.