Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en 18-årig mand for i marts at have dræbt en 13-årig pige i Hjallerup.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 13-årige pige døde 11. marts tidligere på året.
Klokken 22.10 samme aften fik politiet et opkald om en svært tilskadekommen person. Politiet ankom kort efter og fandt den 13-årige pige.
Hun blev erklæret død i minutterne efter.
Politiet foretog hurtigt anholdelse af den nu 18-årige tiltalte i sagen. Han har siddet varetægtsfængslet siden da.
»Selvom den tiltalte blev sigtet umiddelbart efter drabet og processen i den henseende var kort, så har det krævet en langvarig og tilbundsgående efterforskning for at fastslå hændelsesforløbet, gennemgå vidneudsagn og analysere de tekniske spor i sagen,« udtaler Mette Bendix, specialanklager ved Nordjyllands Politi, og tilføjer:
»Det er politiet nu i mål med og anklagemyndigheden har nu på baggrund af resultatet af efterforskningen rejst tiltale i sagen.«
B.T. har talt med den 18-åriges forsvarsadvokat, Mette Grith Stage.
Hun oplyser, at den 18-årig erkender drab.
Ved grundlovsforhøret tilbage i marts blev han også sigtet for voldtægt. Den del nægter han dog.
»Det er en frygtelig sag. Vi håber, sagen kan komme for retten i løbet af nogle måneder, så vi kan få den afklaret.«
Sagen er endnu ikke berammet, lyder det i pressemeddelelsen.