Tirsdag morgen er der sket en trafikulykke på Bredsten Landevej ved Filskov nord for Billund.

Her er en lastbil og en personbil stødt sammen.

Sydøstjyllands Politi oplyser på meddelelsestjenesten Politi Update, at en 18-årig mand har mistet livet i ulykken.

Hans nærmeste pårørende er underrettet om dødsfaldet, lyder det videre.

Manden sad bag rattet i personbilen, og ingen andre er kommet til skade.

Ifølge P4 Trafik er ulykken sket i krydset mellem Bredsten Landevej og Sølundvej.

Politiet skriver kort efter klokken 09.00 tirsdag, at vejen ved ulykkesstedet er spærret og forventes at være det omkring en time endnu.

Sydøstjyllands Politi har tilkaldt en bilinspektør, som skal undersøge årsagen til ulykken.

Ulykken blev anmeldt til politiet klokken 07.16 tirsdag.

RITZAU