En ung mand er fredag aften blevet ramt af skud ved en episode på Finsensvej på Frederiksberg.

Lørdag morgen fortæller Københavns Politi, at han er i en kritisk tilstand.

»Han har svære skader og er i kritisk tilstand. Han blev ramt i hovedet,« fortæller central efterforskningsleder Kirstine Mathiesen.

Skyderiet fandt sted på gaden. Flere vidner overværede hændelsen, og de vil alle blive afhørt af politiet. Foreløbig er ingen anholdt i sagen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 20.44, oplyser politiets vagtchef. Han kunne ved 21.20-tiden ikke udtale sig nærmere om den såredes tilstand. Vedkommende er 18 år.

Forbrydelsen skete på gaden. I forbindelse med indsatsen og i et forsøg på at fange gerningsmanden eller gerningsmændene fik politiet kortvarigt stoppet togdriften til og Flintholm Station, oplyser vagtchefen.

»Vi er massivt til stede,« sagde Michael Andersen om efterforskningen fredag aften.

Det er fredag aften ikke umiddelbart muligt for politiet at afgøre, om der er tale om et opgør i bandemiljøet.

I øvrigt er der registreret i alt ti episoder med skyderi i det offentlige rum i Københavns politikreds i årets første syv måneder.

Oplysningen står i et svar, som Københavns Politi forleden sendte på et spørgsmål fra Ritzau.

Opgørelsen gælder perioden fra 1. januar og frem til 27. juni og omfatter alene tilfælde, hvor politiet har fundet spor efter skudafgivelse.