En 18-årig mand fra Roskilde kørte torsdag aften en tur i sin fars bil.
Men han måtte hentes af faren – mens bilen blev samlet op af et fejeblad.
For under køreturen blev den 18-årige klokken 20.07 torsdag aften af en færdselsbetjent taget i at køre med 107 km/t i en byzone.
Det er mere end det dobbelte af hastighedsgrænsen på 50 km/t, og det ser ud til at koste dyrt.
Både for den 18-årige og hans far.
For hvis fartoverskridelsen kan bekræftes, er der tale om vanvidskørsel. Derfor er bilen nu blevet beslaglagt af politiet med henblik på konfiskering.
»Den 18-årige mand havde ikke engang haft sit kørekort i et år, men måtte aflevere det til betjenten på stedet og må ikke køre under sagens behandling,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
»Faren accepterede beslaglæggelsen af bilen og hentede sin søn på stedet,« fortsætter politikredsen.
Det var på Københavnsvej, den 18-årige havde trådt for hårdt på speederen.
»Senere vil sagen komme for retten, hvor sager om vanvidskørsel lægges op til fængselsstraf og ubetinget frakendelse af kørekortet. Her bliver det samtidig afgjort, om bilen kan endeligt konfiskeres,« lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.
