Da en ansat i Fakta i Odense opdagede, at en mand var ved at stjæle kassen fra butikken, reagerede hun hurtigt.

I stedet for at ringe efter hjælp valgte Fatma Al Ali at løbe efter ham - og endte med at få ham fanget. Nu er hun blevet hædret for sin indsats.

Det skriver TV 2 Fyn.

Det var 5. juli i år, at den dengang 18-årige Fatma Al Ali opdagede manden, der var ved at stjæle kassen fra butikken i Nørregade.

Hun valgte at løbe efter manden - og hun indhentede ham ude foran butikken, hvor hun råbte om hjælp og sagde til manden, at han skulle give kassen tilbage.

Det ville han dog ikke.

»Han slår mig i hovedet, og jeg får et flip og tænker: 'Nu stopper han.' Jeg tager fat i ham og lægger ham ned, og så tager jeg kassen ud af hænderne på ham,« fortæller Fatma Al Ali, der siden er blevet 19 år, til TV 2 Fyn.

Derefter blev manden tilbageholdt af nogle andre mænd, der var kommet til stedet for at hjælpe.

Manden blev senere anholdt af politiet - og mandag blev Fatma Al Ali hædret af Fyns Politi i forbindelse med en årlig uddeling af dusører til modige borgere, som har gjort en særlig indsats. For sin indsats fik Fatma Al Ali en dusør på 1.000 kroner.