En ung mand på 18 år er i kritisk tilstand efter en ulykke på scooter i Frederikshavn.
»Hans tilstand er lige pt. sådan, at det kan gå begge veje,« fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi tidligt fredag morgen.
Politiet fik en anmeldelse om sagen klokken 02:12, da nogle personer tilfældigt kom forbi ulykkesstedet i byen og så, at der lå en ung mand på vejen, der var væltet på sin scooter.
»Han var bevidstløs, da vi kom frem, og han kom ikke til bevidsthed, da vi var på stedet eller i ambulancen,« forklarer vagtchefen.
Den unge mand blev efterfølgende kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor han er indlagt og meldes at være i kritisk tilstand.
På ulykkesstedet er der blevet fundet en styrthjelm.
»Om den er røget af ham, da ulykken skete, eller om den kan have siddet på styret, det ved vi ikke,« fortæller Poul Fastergaard.
En bilinspektør er på stedet for at undersøge sagen, men indtil videre er det ikke lykkedes at finde frem til en årsag til soloulykken.
»Vi ved ikke noget om, hvordan det kan være sket, for vi har ikke nogen vidner til ulykken,« forklarer vagtchefen.
Af den grund beder politiet om, at vidner, der kan have set ulykken, ringer til telefonnummer 114.
De pårørende er blevet underrettet.
B.T. følger sagen.


