Tirsdag aften gik det hurtigt, da en 18-årig drønede igennem den lille sydsjællandske by Mern.

Ja, så hurtigt, at det en halv time senere endte med at koste ham dyrt.

For da den 18-årige klokken 19.37 kom fræsende ad Skovlinien, blev han blitzet af en af politiets fotovogne fra den automatiske trafikkontrol.

Han blev målt til at have kørt hele 196 km/t.

På en strækning, hvor fartgrænsen er 80 km/t.

En halv time senere bankede politiet på hjemme hos den 18-årige, der kommer fra Vordingborg.

Han blev sigtet for vanvidskørsel og fik førerretten inddraget på stedet, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

»Den bil, han kørte i, blev beslaglagt med henblik på konfiskation,« lyder det videre.

Historien melder ikke noget om, hvorfor den unge mand trådte så hårdt på speederen, da han kørte igennem den lille landsby.