18-årig mand er sigtet for at kaste med en brosten og affyre fyrværkeri mod politiet. Han nægter sig skyldig.

For lidt over en måned siden opstod der voldsomme uroligheder på Nørrebro, efter at partileder Rasmus Paludan afholdt demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

I første omgang blev adskillige anholdt. Siden har politiet efterforsket urolighederne, og tirsdag og onsdag blev to mænd anholdt.

De to mænd, der er henholdsvis 18 og 26 år, blev onsdag stillet for en dommer i et grundlovsforhør. Dommeren valgte at varetægtsfængsle den 18-årige i 13 dage, mens den 26-årige blev løsladt.

Den 18-årige sigtes for grov vold mod tjenestemand, grov vold, grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Desuden skal han have overtrådt maskeringsforbuddet.

Ifølge sigtelsen skal teenageren blandt andet have kastet med en brosten og affyret fyrværkeri mod politiet, så mindst en politimand blev ramt og skadet.

Han nægtede sig i retten skyldig og forklarede, at han ikke var på Nørrebro på tidspunktet, og han nægtede også, at han var på billeder, som blev vist ved grundlovsforhøret.

Den 26-årige mand er sigtet for vold mod tjenestemand, grov vold og grov forstyrrelse af den offentlig ro og orden. Også han nægtede sig skyldig.

Han erkendte dog i grundlovsforhøret, at han kom til at kaste en sten mod en stor transport-politibil. Men han fortalte, at han fortrød det og forlod stedet kort efter.

Anklageren har kæret løsladelsen af den 26-årige, og derfor skal landsretten tage stilling til, om han alligevel skal varetægtsfængsles.

Vicepolitiinspektør Jesper Beuschel fra Københavns Politi fortæller, at politiet forventer at kunne anholde endnu flere.

- Efterforskningen skrider hastigt fremad, og vi er meget fortrøstningsfulde omkring, at vi skal ud og anholde flere, som skal fremstilles i grundlovsforhør, siger han.

Dagen efter urolighederne forlød det, at 23 var blevet anholdt i forbindelse med uroen 14. april og den efterfølgende nat. Politiet kan torsdag ikke umiddelbart oplyse, hvor mange sigtede der nu er sat i forbindelse med urolighederne.

/ritzau/