Retten i Aalborg skal onsdag tage stilling til, om en 17-årig mand skal idømmes fængsel og udvisning af Danmark.

Det er i hvert fald, hvad anklagemyndigheden går efter strafmæssigt. Det fremgår af et aktindsigt i sagen, som B.T. har fået indblik i.

Den 17-årige er tiltalt for at have forvoldt voldsom skade på en 20-årig mand som følge af et knivoverfald.

Hændelsen skete tilbage i december sidste år.

Mændene mødtes, da de ifølge politiet skulle 'afregne med hinanden'. Men en uoverensstemmelse opstod, hvorefter den 17-årige trak en kniv og gik til angreb på den 20-årig.

Ifølge anklageskriftet pådrog den forurettede sig flere skader.

Han fik et tre centimeter langt stiksår, hvilket resulterede i voldsom blødning. Desuden pådrog han sig en blødning bag den ene nyre, ligesom han fik en mindre luftansamling.

Efter overfaldet flygtede den 17-årige fra gerningsstedet i Nørresundby og gemte sig i fem dage.

Først 9. december blev han anholdt, og han er nu tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Den 17-årige blev i første omgang varetægtsfængslet, men nægtede sig skyldig. Han ankede ligeledes afgørelsen, hvorfor sagen måtte en tur i landsretten.

Også her blev han idømt varetægtsfængslet.

Dog har den 17-årige ændret holdning, da der onsdag er lagt op til en tilståelsessag. Der er afsat to timer til retsmødet.

Udover fængsel og udvisning går anklagemyndigheden efter at opretholde varetægtsfængslingen, indtil den egentlige afsoning begynder.