Den 17-årige ungdomsskoleelev, der torsdag morgen forsvandt under en studietur i den britiske by Manchester, er endnu ikke fundet.

Fortsat tyder det ifølge det lokale politi på, at drengen – der går på Ungdomsskolen Helsingør – forsvandt frivilligt fra sine klassekammerater og lærere.

Det fortæller kommunikationschefen i Helsingør Kommune, Martin Deichmann, til B.T. søndag formiddag.

»Han er ikke blevet fundet endnu. Vi har de samme oplysninger, som vi havde i går, om at politiet arbejder ud fra, at det er en frivillig forsvinding,« forklarer han og fortsætter:

»Af den grund har vi vendt opmærksomheden mod at sørge for, at de elever og medarbejdere, der var med, bliver hjulpet videre.«

Den 17-årige dreng, der går i 10. klasse, er ikke blevet set siden torsdag morgen, hvor det var meningen, at han skulle ud på en løbetur med de omkring 40 andre elever, der var med på studieturen.

Han meddelte dog, at han havde ondt i maven og derfor ikke kunne løbe med.

Da de andre kom tilbage til det hostel, hvor de boede, for at spise morgenmad, var den 17-årige dreng væk. Og siden har ingen set ham.

Af en foreløbig redegørelse fra Helsingør Kommune til kommunens byråd, som blev sendt lørdag middag, fremgår det, at den mandlige elev formentlig havde planlagt at forsvinde.

Under en gennemsøgning af den unge mands ejendele og bagage fandt det lokale politi nemlig en æske fra en billig Nokia-mobil, som drengen 'med stor sandsynlighed' har skullet bruge til at foretage opkald i Storbritannien med et taletidskort, og 'det peger på, at den unge mand har planlagt at forlade gruppen' i landet, lyder det i redegørelsen, som B.T. har fået tilsendt.

Samtidig har en overvågningsvideo fra elevernes hostel vist, at den 17-årige forlod stedet alene iført løbetøj.

Ved du noget om sagen, så skriv til B.T. på 1929@bt.dk.

Sent fredag aften vendte de andre elever og lærere hjem efter turen til Manchester, og de er – ligesom drengens familie – blevet tilbudt krisehjælp.

Af redegørelsen fremgår det, at kommunen er i 'tæt dialog' med den 17-åriges forældre.

Også mandag er der lagt planer om at tage hånd om eleverne og de ansatte, da der ifølge redegørelsen 'fortsat er behov for efterbearbejdning af det'.

Myndighederne i både Storbritannien og Danmark efterforsker fortsat sagen.