Politiet efterlyser vidner efter et overfald i Nyborg lørdag, hvor en 17-årig pige tilsyneladende umotiveret blev væltet, sparket og bestjålet.

Overfaldet skete lørdag klokken 20.15, da den 17-årige kom gående ad den sydvestlige sti mellem Nyborg Banegård og Christianslundsvej i Nyborg, oplyser Fyns Politi. Stien løber på bagsiden af husene på Svanedamsgade.

Her blev hun væltet omkuld af en ukendt gerningsmand, som sparkede hende, hvorefter han stjal penge fra pigens pengepung, som lå i en taske. Derved udviklede det sig til gaderøveri, oplyser politiet.

Efterfølgende løb gerningsmanden mod Nyborg Banegård. Den 17-årige fik mindre skader ved overfaldet.

Gerningsmanden beskrives som mand, lys i huden, almindelig højde, 17-30 år og iført mørkt tøj.

Fyns Politi efterlyser vidner, som kan have set gerningsmanden inden eller efter overfaldet eller som har oplevet noget mistænkeligt omkring gerningsstedet eller Nyborg Banegård. Politiet kan kontaktes på 114.