Telefonsvindel mod ældre er eksploderet de seneste år, og tirsdag eftermiddag forsøgte en svindler også at få en 89-årig kvinde fra København under skovlen.

Han ringede til kvinden ved 15.00-tiden og forsøgte med en dækhistorie at overbevise hende om, at han skulle komme forbi og hente hendes dankort.

Det gik kvinden med til, men hun var snedig.

I løbet af opkaldet havde den 89-årige nemlig lugtet lunten og i stedet for at smække røret på, lod hun svindleren forstå, at han var velkommen til at hjælpe hende.

Røret blev lagt på, og den 17-årige svindler tog afsted mod kvinden, der dog i de samme sekunder foretog et andet opkald:

Et opkald til politiet.

»Vi bliver kontaktet af kvinden klokken 15.21, og vi sender hurtigt en civilpatrulje ud til hende. Da de ankommer er den 17-årige dog inde i kvindens opgang, hvor han får hendes dankort og en falsk kode,« oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi, Kenneth Hviid Simonsen.

Og så kunne politimændene ellers let anholde den 17-årige mand på vej ned ad kvindens trappeopgang.

Han sidder lige nu på politistationen og afventer at blive afhørt.

Imens har Kenneth Hviid Simonsen kun roser tilovers for den 89-årige kvinde:

»Hun har gjort et rigtig fint stykke arbejde, og mange kunne lade sig inspirere af hende,« siger han.