17-årig stukket i maven med kniv på Frederiksberg
En 22-årig er anholdt efter et knivstikkeri på Frederiksberg, hvor en dreng på 17 år er stukket i maven.

En 22-årig er anholdt efter et knivstikkeri på Frederiksberg, hvor en dreng på 17 år er stukket i maven.

OPDATERING: Københavns Politi skriver torsdag morgen, at fire mænd i alderen 19-23 år fremstilles over middag i grundlovsforhør i Dommervagten ved Vestre Fængsel. De er alle fire sigtet for at have medvirket til knivstikkeriet.
En 17-årig dreng er onsdag bragt til hospitalet, efter at han er blevet stukket i maven ved et knivstikkeri på Frederiksberg.
Det oplyser Anders Frederiksen, der er vagtchef ved Københavns Politi, til Ritzau.
Den 17-årige var ved bevidsthed, da politiet ankom til gerningsstedet. Politiet har ikke yderligere oplysninger om forurettedes tilstand.
Det lyder onsdag aften fra vagtchefen, at en 22-årig mand er blevet anholdt i sagen.
Der arbejdes desuden ud fra en formodning om, at der i alt har været fire til fem gerningspersoner involveret.
Af hensyn til efterforskningen kan vagtchefen ikke oplyse yderligere om forløbet på gerningsstedet.
Københavns Politi spærrede efter episoden af i området omkring Godthåbsvej og Langelandsvej, imens betjentene arbejdede på stedet.
Omkring klokken 20.30 lød det på meddelelsestjenesten Politi Update, at politiet var færdige på stedet.
»Vi er færdige med vores undersøgelser, og trafikken er igen åbnet.«