En 17-årig dreng, der sent fredag aften blev anholdt på Roskilde Festival, er blevet sigtet for voldtægt.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Jesper Mortensen.

Den 17-årige skal ikke fremstilles i grundlovsforhør, og vagtchefen kan ikke oplyse yderligere om de nærmere omstændigheder omkring sigtelsen.

Det er en 19-årig kvinde, der anmeldte voldtægten, som skulle være foregået i et telt på festivalen.

Natten til fredag fik politiet endnu en anmeldelse om voldtægt. 

En 22-årig kvinde anmeldte, at hun var blevet udsat for en voldtægt på et toilet i nærheden af Orange Scene.

Den formodede gerningsmand skal være en mand, som kvinden havde mødt i en bod kort forinden.

Politiet arbejder lørdag på at fastlægge den pågældende mands identitet, og sagen efterforskes stadig, fortæller Jesper Mortensen omkring kl. 13.30.

Tidligere på ugen kom der også en anmeldelse om voldtægt på Roskilde Festival, da en 17-årig pige henvendte sig og fortalte, at hun var blevet voldtaget i et telt.

I den sag blev to mænd på henholdsvis 24 og 25 år sigtet tidligere på ugen.

RITZAU