Stalden var stille denne eftermiddag.

17-årige Michelle Bisgaard spændte sadelremmen på hesten. De andre var gået hjem.

Kun hestene – og staldens smed – var tilbage.

Han er ikke hvem som helst, men en erfaren og respekteret rytter i den danske trav- og galopverden. En, Michelle troede, hun kunne stole på.

Men midt i stilheden kom ordene, der vendte rundt på det hele.

Har du oplevet noget lignende – eller kender du til sager, der bør undersøges, så skriv gerne til: alsm@bt.dk

»Han sagde, at det var svært for ham at kigge på andet end min røv,« fortæller Michelle.

Hun smilte nervøst. Luften blev tung. Før hun når at reagere, står han helt op ad hende.

Michelle Bisgaard sammen med sin hest.
Michelle Bisgaard sammen med sin hest. Privatbillede

»Han tog mig på brysterne og spurgte, om det var okay, at han rørte ved mig. Det var det selvfølgelig ikke,« siger hun.

Hesten prustede, da Michelle forsøgte at trække sig fri, men manden flyttede sig ikke.

»Han greb hårdt fat i min hestehale og trak mit hoved helt bagover. Det var virkelig ubehageligt,« mindes hun.

Alt imens gjorde han klart, at han synes, hun burde invitere ham med hjem og ind på sit værelse:

»Han spurgte mig, hvornår han skulle hjem og rive mig i håret. Jeg kunne slet ikke være i det.«

Panikslagen fik hun viklet sig fri og skyndte sig hjem. Hun fortalte sin mor og ejeren af ridecenteret om overgrebet.

Manden blev straks bortvist fra ridecentret, og i mandags idømt 14 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse. Et år efter krænkelsen fandt sted. Han skal også betale 10.000 kroner i erstatning.

Dansk Hestevæddeløb har inddraget hans licens, og manden forbydes adgang til landets travbaner og tilknyttede anlæg.

'Jeg har svært ved at stole på voksne mænd'
Selvom sagen nu er afsluttet, har episoden sat dybe spor i Michelle Bisgaard.

»Nogle nætter har jeg drømt, at han kom op ad trappen og stod og kiggede på mig. Jeg kunne ikke bevæge mig. Det føltes så virkeligt, og jeg svært ved finde ro,« siger hun.

Drømmene er blevet færre, men frygten sidder stadig i hende:

»Jeg har virkelig svært ved at stole på voksne mænd. Jeg føler, jeg hele tiden skal overveje, om de har skjulte intentioner.«

Efter overgrebet fortsatte Michelle Bisgaard med at komme i stalden:

»Det er bare ikke det samme før, og jeg har mistet interessen for heste. Den her episode har gjort det hele værre.«

I dag rider hun ikke længere i det miljø, som ifølge hende, behandler unge kvinder uanstændigt:

»Der er et særlig magtforhold i ridesporten. Jeg kender flere piger, som ikke tør sige fra, fordi de er bange for at miste deres chance for at komme frem.«

At stå frem har da også taget på kræfterne, medgiver den nu 18-årige pige.

»Det har været vildt hårdt, men vi er nødt til at sige fra – uanset hvem der begår overgrebet. Jeg håber sådan, at andre piger tør stå frem. Det er den eneste måde, det kan blive bedre.«

B.T. har været i kontakt med den kendte travrytter, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen. Da han har fået under to års fængsel, nævner B.T. ikke hans navn.