Fredag aften 19.59 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 17-årig teenagepige fra Skanderborg blev chikaneret ved Aarhus banegårdsplads.

»Hun står sammen med to veninder foran en Burger King ved Park Allé, hvor de bliver chikaneret af en større flok af andre unge,« siger vagtchef Carsten Dahl til BT.

Ifølge politiets døgnrapport var der tale om en stor gruppe af unge af anden etnisk herkomst end dansk. Vagtchefen kan fortælle, at de to parter umiddelbart ikke havde noget kendskab til hinanden. Han kan ikke fortælle, hvad der udløste chikanen, som udviklede sig til en sag om vold.

Ved du nogen om sagen? Kontakt BT på Facebook

»Det virker umotiveret. Der bliver talt grimt, og de har en lidt truende adfærd over for den forurettede. De hælder cola i håret på hende, hvilket hun bliver ophidset over, og det ender med, at hun bliver revet i håret.«

Vagtchefen oplyser, at de ser meget alvorligt på sagen. Man arbejder på at sikre videoovervågning fra området. Derudover søger de efter vidner, som kan have overværet episoden.

Har du informationer i sagen, kan du henvende dig til Østjyllands Politi på 114.