En 41-årig taxachauffør fra Randers fik en virkelig dårlig start på sin lørdag, da han ved 4-tiden lukkede en 17-årig ung mand ind i sin taxa.
Klokken 4.14 fik Østjyllands Politi nemlig en melding om, at taxachaufføren var blevet udsat for vold ved busterminalen i Dytmærsken i Randers. Det skriver Randers Amtsavis.
Den 17-årige havde nægtet at betale for den tur, han havde kørt i taxaen, som politiet beskriver som en kortere tur.
Han havde først blot forladt taxaen, men kort efter vendte han tilbage og slog chaufføren flere gange i ansigtet med en knyttet igennem bilens nedrullede forrude.
Da politiet ankom til stedet, blev de mødt af en meget aggressiv gerningsmand, som endda også viste sig at være på prøveløsladelse.
Han er før dømt for lignende kriminalitet.
Klokken 11.00 lørdag blev den 17-årige fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor han blev sigtet for vold.
Han er nu varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger på en institution for unge kriminelle.


