Det er forbavsende let at snyde på internettet.

Et faktum, som en 17-årig dreng udnyttede på groveste vis, da han på knap to uger formåede at lokke omkring 70.000 kroner ud af en jævnaldrende fyr.

Metoden var simpel.

I 12 dage udgav han sig nemlig for at være en 17-årig pige, der var villig til at sende intime billeder for penge.

Og det fik altså fyret så godt op under fyren i den anden ende, at han sendte tusindvis af kroner i retning af den unge svindler i håbet om at modtage noget delikat til gengæld.

Men der kom aldrig nogle billeder, for der var ikke en ung pige bag skærmen.

»Det var rent fup det hele,« fortæller Dorte Knudsen, anklager ved Nordjyllands Politi, til B.T.

Da det på et tidspunkt gik op for ofret, kontaktede han politiet.

Det førte til, at den nu 18-årige gerningsmand tirsdag skulle møde i retten, hvor han var tiltalt for bedrageri.

Han tilstod sit svindelnummer og blev idømt tre måneders betinget fængsel. Han kan desuden se frem til at være under kriminalforsorgens tilsyn i det næste år og skal betale en erstatning på knap 60.000 til sit offer.

Det lykkedes nemlig politiet at konfiskere omkring 10.000 kroner af ofrets penge. Resten var øjensynligt allerede brugt.