Misbrugt pige havde aldrig været i en tøjbutik eller prøvet en rulletrappe

Et lille bornholmsk husmandssted på omkring 80 m2 dannede ifølge statsadvokatens senioranklager Anne Birgitte Stürup rammen om et omfattende misbrug, som nu bliver rullet op ved retten i Rønne.

Et lille hvidkalket hus, hvor en nabo advarede om muligt omsorgssvigt i 2008 - men hvor talrige besøg i hjemmet ikke fik nogle alarmklokker til at lyse hos kommunen omkring det omfattende sexmisbrug, der i virkeligheden foregik på adressen.

Tre år, hvor familiens yngste datter levede fuldstændig isoleret i hjemmet efter, at hun var blevet taget ud af skolen i ottende klasse - angiveligt fordi hun var syg, men det fandt lægerne aldrig tegn på.

LÆS OGSÅ

- Hun havde aldrig været i en tøjbutik og aldrig prøvet en rulletrappe. Hendes undertøj var slidt og med huller og hun sagde, at hun delte alt tøj med sin mor, lød det i en rapport, der blev udarbejdet i oktober 2011, efter at moderen og adoptivfaderen var varetægtsfængslet og den da 17-årige pige fjernet fra hjemmet.

- Forestil dig en 17-årig, der aldrig har stået på en rulletrappe, læste anklager Anne Birgitte Stürup op i retten under sin forelæggelse af sagen.

I Rønne sidder fire mennesker på anklagebænken tiltalt i en uhyggelig sag om årelangt sexmisbrug og incest, som den nu 17-årige og hendes 18-årige søster ifølge tiltalen er blevet udsat for igennem en periode på op til 11 år.

LÆS OGSÅ

Misbruget begyndte ifølge anklageren allerede et års tid inden, at pigernes nu 40-årige mor blev gift med deres 57-årige adoptivfader i 2001, men det det var ikke til at se på et billede af søstrene, der med røde blomster i håret smiler til kameraet på moderens og stedfaderens bryllupsdag.

Det var heller ikke til at se på to medtiltalte mænd på 44 og 62 år, der begge har erkendt at have haft samleje med den da 16-årige yngste søster - men som hævder, at det var frivilligt. De anede ifølge egne forklaringer ikke, at noget var galt i familien - på trods af, at både mor og adoptivfar deltog i de sexuelle udskejelser med familiens datter.

Billedet af de smilende børn blev vist frem under anklagerens indledende forelæggelse mandag, hvor det også kom for dagens lys, at mens den ældste søster i familien slap ud af sexmisbruget i 2005, så fortsatte det for den yngstes vedkommende helt indtil hun var 16 år gammel i juli 2011, hvor moderen og adoptivfaderen blev anholdt.

LÆS OGSÅ

I anklager Anne Birgitte Stürups indledende forelæggelse fortalte hun om barndomshjemmet, hvor de to piger voksede op. Om to børneværelser med lyserøde vægge - men også om en entre, der lagde grunden for sexfotografier med familiens hanhund samt et soveværelse, hvor andre fotografier af familiens yngste datter engageret i sexuelle aktiviteter med adoptivfaderen hang frit fremme på en opslagstavle over sengen.

Et soveværelse, som adoptivfaderen angiveligt delte med sin datter og ikke sin hustru - et hjem, hvor hans store interesse for Anden Verdenskrig betød, at mange af de 80 m2 var fyldt med udstillinger af gamle uniformer, samlesæt og en støre samling ulovlige våben.

LÆS OGSÅ

På et billede taget af politiet efter anholdelsen i 2011 er det svært at se stuegulvet, hvor et gammelt maskingevær ligger frit fremme - samtidig med, at de hvide fliser i husets badeværelse skinner rent, mens en stak håndklæder er lagt sirligt sammen på en lille hylde.

Kort efter blev det konkluderet om familiens yngste datter, at hun havde været udsat for massivt misbrug og omsorgssvigt, at hendes syge mor havde været meget fraværende, og at hun derfor higede efter kontakt og omsorg på en måde,så hun mere eller mindre frivilligt deltog i de sexuelle overgreb.

Tirsdag skal moderen og adoptivfaderen afgive deres forklaringer.

Forelagt billeder og andre beviser har de erkendt, at der har fundet en vis form for sex sted i huset - men de nægter andre dele af de overgreb, de er tiltalt for at have begået.

Der forventes dom i sagen 4. juli.