En 17-årig teenagedreng »lånte« en bil af en bekendt og satte blandt andet kursen mod Valdemar Sejrsvej i Holbæk.
Den tur har nu fået den konsekvens, at han ikke må køre bil i tre år.
Årsagen er, at han kørte alt, alt for stærkt og nu er blevet dømt for vanvidskørsel.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi i et opslag på X torsdag morgen.
I opslaget lyder det, at den 17-årige, der er fra byen, havde »lånt« bilen af en bekendt.
Han endte derefter med at blive målt til at køre 126 kilometer i timen på Valdemar Sejrsvej – hvor fartgrænsen vel at mærke lyder på 60 kilometer i timen.
Den 17-årige er nu dømt for vanvidskørsel og har fået 30 dages fængsel, som ifølge anklagemyndigheden er gjort betinget på grund af hans unge alder.
Teenageren er desuden blevet frakendt førerretten i tre år.
Den 17-årige valgte ifølge anklagemyndigheden at modtage dommen.
Vanvidskørsel dækker blandt andet over kørsel, der resulterer i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 kilometer i timen, og spirituskørsel med en promille over 2,00.

