Mens to unge kvinder stod for at skabe kontakt, sørgede to unge mænd med vold og trusler herom for at røve tre mænd for designervarer til en værdi af omtrent 100.000 kroner og et større kontantbeløb.

Således lyder politiets mistanke, og tirsdag blev en 17-årig pige fremstillet i grundlovsforhør i sagen, hvor to andre unge mennesker i forvejen sidder varetægtsfængslet.

Alle tre nægter de sig skyldige i sigtelsen om røveri, mens den fjerde mistænkte fortsat er på fri fod.

Det, som politiet mener, var et røveri, som fandt sted natten til 8. juni i indre København.

Her stod de to kvinder - begge under 20 år - for at skabe kontakt til tre mænd, og de udså sig også, hvilke genstande mændene skulle frarøves.

Herefter sørgede kvinderne for, at deres to mandlige medsammensvorne fik adgang til lejligheden, hvor de tre mænd befandt sig.

De to mistænkte mænd, hvoraf den ene altså fortsat er ukendt, truede de tre forurettede med en medbragt økse og kniv, ligesom de også udsatte dem for vold.

På den måde formåede de at aftvinge adskillige mærkevarer og kontanter.

I alt drejer det sig om om mellem 28.000 og 29.000 kroner i kontanter samt et Rolex-ur, et par Louis Vuitton-sko til 28.000 kroner og mange andre effekter.

Knap en måned senere - 1. juli - blev den ene af kvinderne og den ene af mændene anholdt, sigtet og fremstillet i grundlovsforhør.

Her afviste de at udtale sig, men de begge nægtede sig skyldige i sagen.

De blev begge varetægtsfængslet i 27 dage, da dommeren ved i Københavns Byret vurderede, at der var risiko for, at de ville forsøge at påvirke sagen, hvis de forblev på fri fod.

Tirsdag faldt hammeren så også for den 17-årige kvinde, der klokken 7.30 blev anholdt og sigtet for røveri.

Heller ikke hun ønskede at forklare sig under grundlovsforhør. Hun blev varetægtsfængslet i surrogat i seks dage.