En bustur mod Tvis tirsdag eftermiddag, blev meget ubehagelig for en 17-årig dreng.

Her blev drengen nemlig krænket af en mand, skriver TV Midtvest.

»En mand gik hen til drengen på hans plads og befølte drengen i skridtet, mens manden stod og stønnede,« fortæller Torben Ladefoged, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro til mediet.

Han tilføjer, at den 17-årige dreng var noget befippet, men fik sagt fra, så manden stoppede. 

Hændelsen fandt sted tirsdag klokken 14.54 og blev anmeldt dagen efter.

Politiet oplyser, at man har identificeret manden, som nu er sigtet for blufærdighedskrænkelse ved beføling.

Politikommissæren understreger, at man skal være tryg ved at køre bus.