Opdateret klokken 08.03: Den forsvundne 17-årige er nu fundet i god behold hos en bekendt. Politiet er til stede og den unge mand vil blive genforenet med sin familie snarest.

En 17-årig mand er forsvundet fra sin bopæl i Flynder ved Bækmarksbro i Vestjylland.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Han beskrives som: 17 årig mand, 180 cm, almindelig af bygning, kort lyst hår, iført grønne cargo bukser, grøn T-shirt.

Politi og helikopter leder i området.

Ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi modtog de anmeldelsen klokken 03.24. På daværende tidspunkt havde teenageren været forsvundet i omkring en halv time.

Politiet vil ikke kommentere den 17-åriges sindstilstand, da han forlod hjemmet. De kan heller ikke fortælle, om der kan ligge en forbrydelse bag.

»Det er for tidligt at sige noget om den slags nu. Lige nu er det vigtigste bare at få ham fundet,« siger vagtchefen.

Hvis man ser den 17-årige, skal man gerne kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på 114.