Nordjyllands Beredskab rykkede massivt ud til en redningsopgave ved Brovst søndag eftermiddag.
Efterfølgende måtte en 17-årig dreng flyves til hospitalet for at modtage behandling.
Det skriver Nordjyske.
På det sociale medie X oplyser Nordjyllands Beredskab, at man rykkede ud med syv mand og tre redningskøretøjer til det, der viste sig at være et soloulykke på Skunshavevej øst for Brovst.
Af uvisse årsager havde den 17-årige dreng mistet herredømmet over sin bil, hvorefter han kørte i grøften og bilen endte på taget.
Nordjyllands Politi oplyser til Nordjyske, at drengen blev fløjet til behandling på Aalborg Universitetshospital. Hans tilstand var søndag eftermiddag stabil.
Den 17-årige havde kørekort, men kørte i en stjålet bil, og derudover har politiet mistanke om, at han var beruset, da ulykken skete.
