Syd- og Sønderjyllands advarer lige nu om, at der kan være e-cigaretter i omløb, hvor den normale væske kan være erstattet af eksempelvis stærk, bedøvende medicin eller narkotika.

Advarslen kommer på baggrund af, at en 17-årig dreng forleden fik det dårligt, efter han havde røget en e-cigaret.

Ifølge myndighedernes oplysninger var den normale væske i cigaretten erstattet med såkaldt 'Skyfall'.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse, hvor man sammen med Sønderborg Kommune nu advarer om, at den slags e-cigaretter kan være i omløb i Sønderborg.

'Skyfall' er ifølge politiet ikke et enkeltstående stof - men er en fælles betegnelse for ulovlige stoffer, som man kan inhalere ved hjælp af e-cigaretter.

I det konkrete tilfælde med den 17-årige dreng var han påvirket af lægemidlet Ketamin, der bruges til bedøvelse.

Drengen blev efterfølgende tilset af sundhedspersonale, fordi han blev utilpas – men han har ikke været i fare, oplyser politiet.

Hændelsen har ført til, at både politi og kommunen nu opfordrer til, at rygerne af e-cigaretter udelukkende køber væsker hos autoriserede forhandlere:

»Vi opfordrer både de unge og deres forældre til at være meget opmærksomme på, at der kan være farlige e-cigaretter i omløb,« siger vicepolitiinspektør Henning Marcussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Syd i Sønderborg, og fortsætter:

»Og ønsker man at ryge e-cigaretter, så køb for en sikkerheds skyld væsken hos autoriserede forhandlere.«