Søndagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre med henvisning til den fængsledes unge alder.

En 17-årig dreng blev lørdag aften anholdt for drabsforsøg på et nært familiemedlem i en lejlighed i Hvedemarken i Sønderborg.

Det skriver JydskeVestkysten.

Drengen har søndag formiddag været fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre i Retten i Sønderborg og er siden blevet varetægtsfængslet indtil 21. december, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Ifølge mediet stak den 17-årige sit 28-årige mandlige familiemedlem i brystet, hvorved lungen blev punkteret. Efterfølgende skulle han også have stukket manden gennem underarmen og i hånden, hvor flere sener blev skåret over.

Idet grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, er der sparsomt med informationer om, hvad der gik forud for episoden. Og det fremgår heller ikke, hvilken tæt familierelation de to har.

Manden skulle dog være uden for livsfare.

Det var blandt andet med henvisning til den fængsledes unge alder, at dommeren imødekom begæringen om lukkede døre fra anklageren i sagen.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

Episoden fandt sted ved 21-tiden lørdag aften. Det skriver JydskeVestkysten.

/ritzau/

Andre læser også