17-årig er anholdt efter knivstikkeri på Amager
13. august blev en 18-årig mand stukket i benet i Tårnby. Politiet har nu anholdt en mistænkt dreng.

13. august blev en 18-årig mand stukket i benet i Tårnby. Politiet har nu anholdt en mistænkt dreng.

Københavns Politi har anholdt en 17-årig dreng for et knivstikkeri, der fandt sted for en uge siden på Amager.
Her blev en 18-årig mand stukket i benet.
Den 17-årige blev anholdt torsdag formiddag på en adresse i Kastrup.
Drengen, der har marokkansk statsborgerskab, sigtes for grov vold, oplyser politiet på meddelelsestjenesten Politi Update.
Knivstikkeriet fandt sted torsdag 13. august ved etagebyggeriet Vinkelhuse i Tårnby.
Umiddelbart blev det oplyst, at den 18-årige blev stukket to gange i benet.
- Klokken 19.52 fik vi en anmeldelse om, at en mand skulle være stukket i benet og muligvis hænder og ben. En gerningsmand skulle være gået fra stedet, sagde politiets vagtchef Anders Frederiksen efterfølgende til Ritzau.
Knivstikkeriet fandt sted på gadeplan og dermed ikke på en privat adresse, lød det.
- Vi kører derud med lægebil og ambulance, og der træffer vi rigtigt nok en forurettet, der er blevet stukket med kniv, sagde vagtchefen.
RITZAU