En 17-årig dreng blev tirsdag aften ramt af skud.

Skudepisoden fandt sted i Køge i området Karlemosen tæt på Ølby station.

Anmeldelsen kom kl. 22.40 fra bekymrede borgere, der hørte høje brag i området, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen blev efterfølgende bragt til sygehuset og fik ifølge politiet 'den fornødne behandling' for sine læsioner.

Den 17-årige er uden for livsfare, men er stadig onsdag morgen indlagt.

Det vides ikke, hvorfor den 17-årige blev skudt, eller om episoden er bande-rocker-relateret.

Poltiet har endnu ikke haft mulighed for at afhøre drengen, da han stadig er under behandling.

Politiet afspærrede efterfølgende området for at søge efter spor og tekniske beviser.

De afsluttede eftersøgningen omkring kl. 03.30 natten til onsdag.

»Skyderi er jo personfarlig kriminalitet, som vi ikke kan accpetere. Derfor bruger vi resurser på at få afklaret, hvad det går ud på,« siger pressetalsmand Martin Bjerregaard hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet har ingen pt ingen vidner i sagen og søger derfor hjælp fra offentligheden, der har været i området omkring kl. 22.00 og frem til 22.40.

Har man hørt eller set noget, må man meget gerne kontakte politiet på tlf 114.