NB: Victoria har meldt sig selv og er i god behold, oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport den 8. september 2017. Hun er nu overgivet til de sociale myndigheder, og Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere oplysninger i sagen.

Familien til den 16-årige Victoria, der har været forsvundet siden maj, har bange anelser for teenagepigens velbefindende.

Det fortæller pigens mormor, Hanne Olesen, til BT.

Østjyllands Politi, der efterforsker sagen, har ellers forklaret over for BT, at der ikke er frygt for, at der skal være sket den 16-årige noget. I stedet formodes det, at hun får hjælp til at holde sig skjult. Men efter ti ugers forsvinden har frygten for, at der skal være sket Victoria noget, meldt sig hos hendes nærmeste.

»Vi er meget bekymret alle sammen,« siger Hanne Olesen og fortsætter:

»Vi håber bare, at hun har det godt, og så venter vi på at høre nyt,« siger hun.

Hanne Olesen fortæller, at hendes datter, Victorias mor, er for bekymret til at snakke om sagen, og familien har i øvrigt besluttet, at de håndterer den 16-åriges forsvinden internt i familien indtil videre.

Victoria forsvandt fra institutionen ‘Ny-Start Markusminde,’ der beskriver sig selv som et sted for unge mellem 14-18 år med forskellige problemer som eksempelvis afhængighed og sociale adfærdsproblemer, den 12. maj.

I går gik Østjyllands Politi ud med en offentlig efterlysning, da sporet efter den 16-årige var gået koldt, forklarede fungerende politikommissær, Lau Kristensen, tidligere til BT.

Siden efterlysningen er der kommet en række henvendelser fra vidner, der mener at vide, hvor Victoria befinder sig.

Politiet vil fortsat gerne have henvendelser fra danskere, der kan have viden om, hvor hun er.