Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde den 16-årige pige ved navn Josefine.

Hun forsvandt fredag fra sit bosted i Odsherred. 

Til B.T. fortæller Boye Rasmussen, der er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, lørdag morgen, at der ikke er noget nyt, siden efterlysningen af teenageren blev sendt ud fredag aften.

»Vi arbejder videre med sagen i dag,« forklarer han.

Vagtchefen fortæller, at der fredag blev sat nogle »efterforskningsmæssige tiltag« i gang – men de har indtil videre ikke ført til noget.

»Vi har nogle efterforskningsvagter, som er mødt ind her klokken 07, og de kigger videre på sagen,« siger Boye Rasmussen, som tilføjer:

»Jeg tror, vi umiddelbart er ved at være udtømt for muligheder. Så vi håber, at efterlysningen kan give noget.«

I efterlysningen fredag aften lød det, at politiet gerne vil »høre fra hende eller om hende«.

Det vil man fortsat gerne.

Så hvis du ved noget om, hvor Josefine kan være, beder politiet om, at du ringer på telefonnummer 1-1-4.