En 16-årig pige blev fredag aften udsat for et seksuelt overgreb under en kæmpe puttefest i Dyrehaven nord for København.

Pigen blev tvunget til at give en ukendt mand oralsex under gymnasiefesten.

»Hun er blevet undersøgt på Center for voldtægtsofre på Rigshospitalet, og vi har afhørt hende,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Ole Hestbæk.

»Sagen bliver stadig efterforsket,« fortsætter han.

Puttefesten i Dyrehaven er den traditionsrige og berygtede begivenhed, hvor gymnasieelever fra hovedstadsområdet hvert år byder alle de nye 1.g'ere velkommen.

Under den store puttefest med omkring 7.000 deltagere blev otte unge sendt til Herlev Hospital med forgiftninger fra alkohol eller stoffer.

I Røde Kors' telt var 30 unge til observation for forgiftning med enten alkohol eller stoffer i løbet af den store puttefest.

»Meldingen fra hospitalet er, at de alle blev udskrevet efter afrusning. Ingen af dem var kommet alvorligt til skade,« siger vagtchefen.

To af festens deltagere blevet straffet med bøder for overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.

»Det kan have været for at udvise meget udadreagerende og aggressiv adfærd, for at involvere sig i slåskampe eller for at overfuse en betjent,« siger Ole Hestbæk.

Politiet havde også 10 sager, hvor unge var i besiddelse euforiserende stoffer, primært rygehash.

Endelig blev 121 unge behandlet for småskader, de pådrog sig under puttefesten.

»Men ingen har været udsat for vold, efter hvad vi kender til,« siger vagtchefen.

B.T. har tidligere over en række artikler afsløret, at der på flere danske gymnasier er traditioner, som flere af de unge gymnasieelever finder både ydmygende og krænkende.

Blandt andet har den tidligere elev på Rungsted Gymnasium, Anja Leighton, stået frem og fortalt, hvordan hun under en intromiddag følte sig presset til at kaste sig ud i lapdances og kysse med sin veninde.