Forældrene til en 16-årig dreng fik besøg af Københavns Politi, efter deres søn havde truet politiet på Facebook. Mange glemmer det digitale spor på sociale medier, lyder det fra ekspert.

Københavns Politi besøgte for nyligt en 16-årig dreng og hans forældre, fordi drengen havde truet politiet på Facebook og ytret sympati for hashsalget på Christiania. Politiet er begyndt at foretage de såkaldte »bekymringssamtaler« jævnligt, skriver metroXpress.

- Vi var bekymrede for, hvad det kunne udvikle sig til. Det er grunden til, at vi reagerede. Han havde skrevet, at politiet skulle have bank og stenes, siger politikommissær Steffen Steffensen, souschef i Task Force Pusherstreet, til avisen.

Instagram-pix

Task Force Pusherstreet har siden september styrket indsatsen på Christiania i København for at standse hashsalget, og ifølge Steffen Steffensen gennemfører politiet jævnligt »bekymringssamtaler« med forældre til mindreårige. Det sker som et led i et forebyggelsesarbejde fra politiets side.

Medieforsker Gitte Stald fra IT-Universitetet i København mener, at den konkrete sag er et eksempel på, hvordan impulsive handlinger på sociale medier pludselig bliver meget alvorlige.

- De sociale medier er præget af spontanitet. Det går så hurtigt, at man tænker, at det er glemt med det samme. Men man glemmer det digitale spor, der altid kan findes frem, siger Gitte Stald til metroXpress.

Instagram-pix

Hun efterlyser imidlertid også et mere tydeligt regelsæt for, hvor grænsen for at overvåge en bestemt Facebook-gruppe går.

- Hvornår skal man lade være med at debattere noget, fordi det kan få følger? Hvornår bliver noget sagt privat? Her er der jo indikationer af, at der finder overvågning og monitorering sted, tilføjer Gitte Stald.