Under en rutinepatrulje fik to betjente fra Østjyllands Politi torsdag eftermiddag øje på en ung mand, der kørte på knallert uden hjelm på Bodøvej i Aarhus.
Det skulle blive startskuddet til en dramatisk jagt – og en hel stribe af sigtelser.
Knallertføreren – som siden viste sig at være en 16-årig dreng – reagerede prompte, da han så patruljebilen og drejede ind ad et stisystem.
Det fik betjentene til at sætte efter ham.
Kort efter så de knallerten på Porsgrunnsvej, hvorefter den 16-årige kørte op på en cykelbro og begyndte at filme patruljevognen.
Den ene af betjentene steg ud af bilen – og kort efter eskalerede situationen.
'Kort efter kom den 16-årige kørende tilbage mod broen, og betjenten råbte højt til ham, at han skulle stoppe,' skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten og fortsætter:
'Det fik den 16-årige til at sænke farten, men han stoppede dog ikke, men kørte i stedet med lav hastighed mod betjenten, indtil han påkørte betjenten.'
Både betjenten og den 16-årige væltede om på jorden, hvorefter betjenten kunne anholde drengen og lægge ham i håndjern.
Han er siden blevet sigtet for adskillige lovovertrædelser:
Narkokørsel
Besiddelse af narko
Vold mod politimand
At køre uden styrthjelm
Brug af håndholdt mobil under kørslen
Ikke at efterkomme politiets anvisninger
Brugstyveri af knallerten
Politiet oplyser ikke, hvad strafferammen for de mange lovovertrædelser er.