Torsdag formiddag genoptages eftersøgningen af en savnet 16-årig svensk dreng i Helsingør Havn.

Det skriver TV 2.

Til mediet fortæller Nick Jensen, der er vagtchef i Nordsjællands Politi, at dykkere fra Søværnet og eksperter i strømforhold vil deltage i eftersøgningen.

Politiet er også ved at indsamle videoovervågning fra Helsingør, så den 16-åriges rute kan kortlægges.

Klokken 11.07 onsdag blev der fundet en jakke, der tilhører den svenske dreng, ved Kulturværftet  i Helsingør.

Vagtchef ved Nordsjællands Politi, Flemming Hansen, sagde til B.T.:

»Der er blevet fundet en jakke nede i havnen. Den tilhører en 16-årig svensk dreng, som vi ikke har fundet. Det skaber bekymring.«

Den 16-årige havde natten til onsdag været i byen sammen med nogle venner.