En 16-årig dreng blev tirsdag aften ved 20.15-tiden flået af sin cykel og gennembanket af tre gerningsmænd på Sortestien i Holstebro.

Nu efterlyser politiet gerningsmændene – og hæfter sig især ved én detalje.

Ifølge offerets beskrivelse bar en af gerningsmændene et usædvanligt mundbind.

»Det ternede mundbind er lige nu vores bedste spor. Det kender vi kun én i det område, som bruger,« fortæller Lilian Jensen fra lokalpolitiet i Holstebro til Dagbladet Holstebro Struer.

Den 16-årige har fortalt lokalpolitiet i Holstebro, at han både blev slået i ansigtet og sparket af alle tre gerningsmænd. De skader, han havde pådraget sig i ansigtet, indikerer da ifølge politiet også, at han har været udsat for vold.

Da det lykkedes drengen at flygte på sin cykel, råbte en af gerningsmændene hans navn.

Det får politiet til at mistænke, at der ikke er tale om et tilfældigt overfald.

Drengen gav følgende signalement af de tre gerningsmænd:

Gerningsmand 1:

  • Mellemøstlig udseende
  • Ca. 18-19 år gammel
  • Mellem 175 og 180 centimeter høj
  • Muskuløs
  • Bar en sort jakke, sorte bukser og et sort mundbind
  • Talte både arabisk og dansk

Gerningsmand 2:

  • Afrikansk af udseende
  • 17-18 år gammel
  • 190-200 centimeter høj
  • Iført det ternede mundbind, som ifølge politiet er et vigtigt spor

Gerningsmand 3:

  • Ca. 18-19 år gammel
  • Muskuløs
  • Mellem 175 og 180 centimeter høj
  • Talte både dansk og arabisk
  • Bar sort tøj og mundbind

Var du vidne til overfaldet, eller ved du, hvem en eller flere af gerningsmændene er, vil lokalpolitiet i Holstebro gerne høre fra dig.

Du kan kontakte politiet på telefon 114.