En 16-årig dreng er svært tilskadekommen, efter han søndag aften blev ramt af en bil, mens han stod på et skateboard.
Det oplyser Sydjyllands Politi til B.T.
»Drengen er kommet svært til skade. Han er bevidstløs og har fået et hovedtrauma,« oplyser vagtchef hos Sydjyllands Politi, Richard Borring.
Han tilføjer, at den 16-årige blev fløjet fra ulykkesstedet til OUH (Odense Universitetshospital, red.) efter sammenstødet.
De pårørende til drengen er underettet.
Ulykken skete på Sydals på Skovbyvej mellem Høruphav og Skovby.
Skovbyvej er spærret, og det forventes at være tilfældet til ud på natten.
Vagtchefen fortæller videre, at politiet nu skal igang med et teknisk arbejde i forhold til at afdække alle vinkler af uheldet, hvorefter de skal tage stilling til om der skal rejses sigtelse i overensstemmelse med færdselsloven.
»Vi er i kontakt med føreren af køretøjet, som selvfølgelig er i chok,« siger Richard Borring.
B.T. følger sagen.