Københavns Politi efterlyser vidner, der kan kaste lys over skyderi ved Ragnhildgade mandag aften.

København. En 16-årig dreng er blevet erklæret død, efter at han mandag aften blev ramt af flere skud omkring Ragnhildgade på Nørrebro.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse kort efter midnat.

Københavns Politi modtog anmeldelsen om et skyderi i området klokken 21.05.

Umiddelbart efter blev den 16-årige dreng fundet livløs i en gård bag Ragnhildgade 48.

Drengen blev kort efter erklæret død af en ambulancelæge.

- Vi er fortsat på stedet, og vi kan ikke på nuværende tidspunkt fastslå, hvad der ligger bag skyderiet, udtaler vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

- Men vi har stort behov for at høre fra vidner, der har set noget af interesse op til skyderiet, samt de bekendte, som den 16-årige var sammen med tidligere mandag aften, tilføjer han.

Den 16-åriges pårørende er underrettet. Politiet er fortsat massivt til stedet i området i forbindelse med efterforskningen og for at opretholde tryghed.

Københavns Politi opfordrer vidner til at kontakte politiet på 33141448 og har ikke flere oplysninger på nuværende tidspunkt.

/ritzau/