En 16-årig pige er afgået ved døden, ti dage efter at hun styrtede på en elcykel i Risskov ved Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Pigen slog sit hoved om aftenen 2. oktober, da hun mistede herredømmet over sin cykel og væltede. Det oplyste vagtchef i Østjyllands Politi Allan Rubin til Ritzau.

I en efterfølgende døgnrapport fra Østjyllands Politi lød det, at pigen mistede kontrollen over cyklen, mens hun kørte ned ad en bakke i relativ høj fart.

Det var et vidne til ulykken, der alarmerede myndighederne.

Hun kom alvorligt til skade og blev kørt til behandling på sygehuset.

RITZAU