48-årige Jan Erik Henriksen fra Herning blev klokken 10.30 kendt skyldig i drabet på Maria Møller Christensen nytårsnat i Herning. Straffen kommer til at tilsvare det bestialske drab.

Retten fandt ikke grund til at indespærre Jan Erik Henriksen i psykiatrisk forvaring på ubestemt tid. Men ikke desto mindre blev det en højest usædvanligt hård straf, som den nu morddømte mand modtog med hævede øjenbryn. 16 års fængsel.

Retsformand V. O. Rasmussen forklarede, at retten landede på de 16 års fængsel fordi, at det var en hjælpeløs pige, der fuldstændig uden grund, blev offer for Jan Erik Henriksen. Det øgede også straffen, at drabet var så tilfældigt.

Jan Erik Henriksen stod op, da han modtog dommen. Han kiggede ned i bordet og hævede øjenbrynene under brillerne, da det gik op for ham, at han skal sidde indespærret de næste 16 år.

Jan Erik Henriksen og hans forsvarsadvokat gik udenfor døren og snakkede om anke i næsten et kvarter. Da de kom ind igen var det kun for at bemærke, at de gerne ville tænke over det, før de besluttede om de ville anke sagen.

Da retsmødet blev hævet kunne forsvarer Jens Møller fortælle, at Jan Erik Henriksen trods det umiddelbart følelsesforladt udseende i retten var meget påvirket af den lange fængselsstraf.

Køb adgang: Drengen, der holdt op med at eksistere

- Det kom som et chok for ham, at det var så hård og lang en fængselsstraf. Han var meget påvirket, siger Jens Møller til bt.dk

- Han giver klart indtryk af, at det her er meget hårdt for ham. Jeg tror, at han er motiveret for at anke, siger Jens Møller, der dog rådede sin klient til at udnytte, at han gerne må tænke sig om i fred og ro, inden han træffer så vigtig en beslutning.

Han bemærker også, at det er højest usædvanligt, at man idømmer en højere straf, end anklageren har bedt om.

- Det må jeg sige; det har jeg aldrig oplevet før. Det er meget usædvanligt.

På anklagerens side er der naturligvis glæde over afgørelsen.

- Jeg kan kun være tilfreds. Retten har kendt ham skyldig i stort set alle punkter og straffet med en meget lang fængselsdom, siger Charles Conrad til bt.dk

Anklageren har under hele sagens forløb krævet psykiatrisk forvaring på ubestemt tid til drabsmanden.

Dermed har han lænet sig kraftigt op ad mentalerklæringen, hvori eksperter betegner Jan Erik Henriksen som farlig.

Hvis han ikke fik forvaring, bad han om 14 års fængsel.

Da dommeren endegyldigt udpegede Jan Erik Henriksen som manden bag drabet nytårsnat måtte forsvarer Jens Møller ændre sin bøn om frifindelse til en påstand om, at hans klient ikke skal have mere end 10 års fængsel.

Det begrundede han især med, at Jan Erik Henriksen aldrig er blevet straffet før. Dertil at drabet ikke var planlagt, men tilsyneladende var det grufulde resultat af en pludselig indskydelse.