Onsdag eftermiddag er 15 granater, der formentlig er flere årtier gamle, blevet bortsprængt på Amager.

I et tidligere skydeterræn på Amager ved København er der onsdag fundet 15 granater. Granaterne er efterfølgende blevet uskadeliggjort.

Det oplyser Københavns Politi.

- Granaterne kan være fra Anden Verdenskrig, de kan være fra årene efter krigen. Området har været skydeterræn siden før Anden Verdenskrig og frem til - så vidt jeg husker - 1960'erne, siger vagtchef Leif Hansen.

Det er medarbejdere fra en virksomhed, der undersøger ikke-bebyggede områder for eventuelle sprængladninger, der har opdaget granaterne.

Fundet blev gjort ved en sti omkring Naturcenter Amager.

Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) har undersøgt granaterne og efterfølgende stået for at bortsprænge dem.

- EOD har været ude og se på granaterne, og de har ikke kunnet afgøre, om der er skarpe brandrør i granaterne. Det betyder, at man ikke har kunnet se, om granaterne er eksploderet, efter de i sin tid blev skudt af.

- Så er man ikke meget for at flytte på dem, og derfor vælger man at bortsprænge dem på stedet, siger Leif Hansen.

I forbindelse med sprængningen er et område med en radius på 1000 meter blevet afspærret.

/ritzau/