Der er en smag af salt.
Det husker Kira Gersvang Nielsen tydeligt, når hun genspiller scenerne fra 1. februar 2019.
Han ligger der.
Helt fin, med hvid porcelænshud og en smule blod fra læben.
Læben er det eneste, der afslører, at det unge liv har oplevet noget voldsomt.
15-årige Magnus er kørt ind i et skilt uden reflekser med 25 kilometer i timen på sin knallert.
Han havde hjelm på. Og der var lys på knallerten. Og han var ikke påvirket. Og han nåede ikke at bremse ...
Forældrene Kira og Brian Gersvang Nielsen ser deres søn, før han bliver trillet ind i en ambulance og kørt fra Kolding til Odense Universitetshospital. De får en falsk ro i deres forvirrede og fortvivlede hjerter.
»Jeg kysser ham. Han er lidt salt om øjet, så han har grædt, imens vi ikke har været der. Jeg siger til ham, at han skal klare det; han skal kæmpe.«
»Det er sidste gang, jeg kysser min søn i live. Det var mit allersidste kys. Det blev et farvel,« siger Kira, inden stemmen knækker over.
Magnus Gersvang Nielsen går bort den nat. Skiltet, der tog den unge mands liv, havde ikke reflekser på den side, Magnus kom kørende fra. Det viser en redegørelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som B.T. er i besiddelse af.
Det bliver også slået fast, at Magnus ikke engang nåede at trække bremsen, før han tørnede ind i det refleksløse skilt.
Skiltet stod plantet midt på cykelstien, hvor der heller ikke var nogen gadebelysning. På ulykkens tidspunkt klokken 23.23 har nattens mørke været så tyk, at man kunne skære i den.
Vejen Kommune har efter politiets efterforskning betalt 30.000 kroner i erstatning til Brian og Kira Nielsen. I brevet, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller forældreparret, at efterforskningen af deres søns død bliver henlagt, lyder formuleringen:
»For så vidt angår spærrebommen fremgår det, at denne var placeret midt på fællesstien. Bommen var ikke oplyst eller afmærket med reflekterende materiale mod vest, hvor deres søn (Magnus, red.) kom kørende fra. Dette kræves ifølge vejafmærkningsbekendtgørelsen.«
Det bliver lige bagefter slået fast, at den manglende markering er en medvirkende årsag til ulykken, men samtidig at yderligere efterforskning »ikke kan føre til, at jeg (senioranklager, red.) kan sigte nogen for at have begået en strafbar lovovertrædelse af straffelovens § 157 (grov eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i offentlig tjeneste).«
Tilbage sidder Kira og Brian Nielsen med en dyb sorg og en afgrundsdyb fortvivlelse – ikke over pengene, men over at det ikke kan være nogens skyld, at Magnus er væk, når nu skiltet er ulovligt.
»Jeg ville hellere have været pengene foruden. For der får man virkelig at vide, at selvom skiltet ikke er lovligt, så er den fatale fejltagelse ikke mere værd. Det er noget af det værste,« siger Brian Nielsen med grødet stemme. En lang pause indfinder sig, før tanken fødes:
»Det skal ikke gøres op i penge. Vi er vrede over, at kommunen får lov at vaske hænder ved at betale 30.000 kroner. Hvis en bilist kører hensynsløst og slår en ihjel, kan han blive dømt.«
»Man kan ikke sende en kommune i fængsel, men hvad kan man så gøre? Forældre til en dræbt i trafikken får i det mindste en eller anden form for retfærdighed,« siger Brian Nielsen.
Retfærdighed er et begreb, der meget hurtigt går i opløsning, når så ungt et liv går tabt. Et vennepar hjalp Kira og Brian med kørsel den forfærdelige nat. Familien er samlet på Odense Universitetshospital, hvor Magnus' søster Helena også er stødt til.
En læge har været og fortælle, at de ikke var dygtige nok. Magnus er her ikke mere. Nu står familien i et rum klar til at tage den sidste afsked – så klar, man kan blive til et farvel, man aldrig havde tænkt skulle foregå på den måde.
»Han er stadigvæk fin. Det er som at se vores lille dreng – han sover bare,« siger Kira Nielsen.
»Livet er forbi. Alt det, man har ... Det er noget, der kommer senere. Alt det, man havde håbet på, er taget fra en. Det liv, man ønskede, får man aldrig,« siger Brian Nielsen.
I stedet for at planlægge den snarlige konfirmation, som Magnus forberedte sig til hos den lokale præst, skal der nu planlægges en begravelse.
Der kommer over 500 mennesker og siger farvel i kirken. Den lokale pizzamand, hvor Magnus kom meget med sine venner, har tilbudt at levere pizzaer til gæsterne og betale halvdelen selv.
En elsket dreng bliver sendt afsted, men tilbage står forældreparret og savner retfærdighed for det skilt, der tog livet af deres søn i mørket.
Peter Hansen, der er chef for Teknik og Miljø i Vejen Kommune, får en dyster tone, når spørgsmålene handler om sagen.
»Det er jo en svær situation. Der går et system i gang, når der sker et uheld, hvor det bliver undersøgt af eksterne folk. Skiltet blev sat op for cirka tre år siden, hvor der ikke var nogen alarmklokker, der ringede.«
Hvorfor var der ikke nogen, der lagde mærke til de manglende reflekser?
»Der har ikke været opmærksomhed på det, men der er heller ikke helt enighed om, hvorvidt det er et krav, at der skal være det.«
I politirapporten står der, at det er påkrævet i forbindelse med vejafmærkningsbekendtgørelsen. Hvordan hænger det sammen?
»Ja, det gør det. Men det er i forhold til den tidligere trafiksikkerhedsvurdering, hvor refleksen ikke er taget med. Men efter vi blev gjort opmærksomme på det, har vi sat en refleks på.«
Hvorfor var det ikke blevet taget med?
»Det er et godt spørgsmål. Vurderingen er blevet godkendt af kommunen, og politiet har også selv godkendt det dengang.«
Arbejder i stadig med dem, der har sat skiltet op for kommunen?
»Det blev sat op i forbindelse med et større anlægsarbejde, men det var Banedanmark, der stod for det, så jeg ved det ikke,« siger Peter Hansen til B.T.
